Frugtsalat – en god start på dagen!
Frugtsalat til morgen kan faktisk være en ganske glimrende start på dagen, og rent faktisk er det min favoritmorgenmad i øjeblikket.
Det skal smage godt
Mit mål er at få en morgenmad, jeg kan lide som samtidig er sund, mætter godt og har et højt proteinindhold. Mit fokus på proteinindholdet skyldes primært, at jeg som fysisk aktiv (styrketræning og kondi) har et øget proteinbehov. Her går jeg ikke på kompromis, da jeg gerne vil have det optimale udbytte af træningen.
Indhold
Min morgenmad består som udgangspunkt af skyr, æble, pære, mandler, banan, rosiner, havregryn og lidt mælk (se billede). Jeg blander mælk (eller vand) i for konsistensen skyld og hvis jeg gerne vil have flere havregryn i. Et par kommentarer til nedenstående eksempel:
1. Proteinindholdet er fint. Jeg mangler bare +100 g resten af dagen for at være på den sikre side (-1,5 – 1,7 g pr kg kropsvægt)
2. Fiber-, fedt- og D-vitaminindholdet er måske lidt bagefter, men det bliver “indhentet” i løbet af dagen f.eks. med en sild på rugbrød til frokost.
3. Kalorieindholdet er ikke superhøjt i dette eksempel, men det er taget fra en dag, hvor jeg er inaktiv og ikke har lavet de store mængder træning sent dagen før.
Masser af variationsmuligheder
Jeg holder mig sjældent til ovenstående sammensætning. Alt afhængig af humøret, sult, behov osv varierer mængderne, typerne af frugt og cerealier.
Resten af dagen
Jeg tager typisk nogle skiver rugbrød til frokost og så er dagens kostfibre-ration ved at være dækket ind – hvis man ellers tænker i de baner. Til aften er det primært kød og grøntsager, men der er absolut også plads til pasta, ris kartofler og sovs. Dertil kommer diverse mellemmåltider i løbet af dagen, som kan være frugt, grøntsager, rugbrød med pålæg osv. Jeg tænker sjældent på kalorier men har fokus på at stoppe, når jeg ikke er sulten længere. Det er kun, når sommerferien nærmer sig, at jeg går lidt ekstra op kalorierne;-)
Fysisk aktivitet
Mængderne af brød, pasta, ris, slik, sodavand osv afhænger altid af, hvor fysisk aktiv jeg har været – eller “gjort mig fortjent til”, som nogen sikkert ville have sagt. På de inaktive dage får jeg kun en portion/tallerken. Der er en verden til forskel på energiforbruget/forbrændingen de dage hvor jeg cykler på job (20 km i alt) og træner om aften og de dage, hvor jeg har siddet på den flade hele dagen.
Hvad får du til morgenmad?