Sådan får du succes med de nye “slikråd” (Fem håndfulde om ugen) fra Fødevarestyrelsen
Hvis du har set Fødevarestyrelsens nye kampagne ”5 håndfulde om ugen”, så har du måske tænkt det var en nærmest umulig opgave. De fleste af os har nemlig ikke en naturlig stopklods for søde sager, præcis som vi har det hvis noget er salt, surt eller bittert. Derfor er det nærmest uhyggeligt nemt både at spise sødt for ofte og i for store mængder, men hvad kan man så gøre? Det har vi 5 bud på her:
Køb portionsanrettede søde sager
Når vi køber en vaffelis, en kanelsnegl eller en chokoladebar, så har vi langt nemmere ved at spise den portion og føle os tilfredse med det. Det er langt sværere at holde os til en kugle af en liter is, et stykke af en bradepandekage eller 2 tern af 100 g plade chokolade. Så gør det nemt for dig selv at definere en portion ved at købe dine søde sager ”portionsanrettede”.
Gør downsizing til en sport
Heldigvis er det mindre populært med kæmpestørrelser af emballager end det var for få år siden, men der kan stadig gå sport i at finde den mindste variant af dine yndlings-lækkerier. Så vælg en mini-marsbar i stedet for en almindelig marsbar, vælg en sodavand i 25 cl frem for 1,5 liter osv. Vælg en kugle is i bæger frem for en fuld vaffel med alle toppings.
Sæt tempoet ned
Det kan virke nærmest fornærmende simpelt, men ofte spiser vi hurtigt og uden at give opmærksomhed til det, vi spiser. Så når du spiser en is eller et godt stykke chokolade så tag en pause og nyd smagen og tiden. Lad være med at lade slik eller is være underlægning til dine filmaftener, men spis slik med opmærksomhed og nydelse i hver en bid!
Ude af øje, ude af sind
Som hovedregel anbefaler vi at tænke ”købt = spist”, så hvis du køber noget, så er det også for at spise det. Men hvis du køber ind for at gemme til gæster eller spisning en anden dag, så sørg for at det er utilgængeligt. Læg det i skuret, garagen, oven på fonduegryden eller andre steder, du kun kommer, når du har et ærinde. Så frister det mindre. Du kan også klistre en seddel på hvor du skriver ”må først åbnes…” eller anden humoristisk besked til dig selv til at minde om hvornår den skal spises.
Køb kvalitet frem for kvantitet
Hop ikke i tilbudsfælderne. Hvad der måske sparer dig et par kroner i supermarkedet ved at købe 3 plader chokolade med mængderabat, sprænger til gengæld nemt energibudgettet. Så find gode, lækre varianter af slik, chokolade og is og sæt stor pris på det både nydelsesmæssigt og i dit husholdningsbudget. Så køber du sandsynligvis mindre og spiser det nok knapt så tit og med stor nydelse.
Husk at intet er forbudt – og får man spist mere end planlagt, så er det op på hesten igen og en ny plan igen i morgen!
Artiklen er skrevet af diætist Stine Junge Albrechtsen