Så meget falder hvileforbrændingen efter 14 kg vægttab!

Når man taber sig, vil forbrændingen også falde. Det er uundgåeligt, men hvor meget falder den, og varer forandringerne ved til evig tid? I denne undersøgelse har en norsk forskergruppe set nærmere på konsekvenserne af en 8 ugers skrap slankekur.

Forsøget
71 kraftigt overvægtige personer (33 mænd og 38 kvinder) blev sat på en (hård) 1000 kcal diæt i 8 uger efterfulgt at 4 uger med vægtstabilisering (kaloriebalance). Der blev målt på fedt- og muskelmasse samt hvilkeforbrændingen før, under og efter forløbet.

(Billedet er lånt fra rethinkobesity.global/)

Resultaterne
Deltagerne tabte 14 kg i løbet af de 8 uger og fastholdte vægttabet/vægten i de efterfølgende 4 uger. Umiddelbart efter vægttabsforløbet var hvileforbrændingen faldet med ca. 200 kcal/dag i gennemsnit (fra 1856 til 1654 kcal/dag). 

Når hvileforbrændingen falder som følge af et længerevarende kalorieunderskud, skyldes det to ting:

1) tab af fedt og evt. muskelmasse 

2) et fald i stofskiftehormonerne (metabolisk tilpasning). 

Ud af de ca. 200 kcal bidragede den metaboliske tilpasning med små 100 kcal dvs. ca. halvdelen. Efter de 4 uger med vægtstabilisering var den metaboliske tilpasning ca. halveret til omkring 50 kcal/dag og 9 måneder senere var den væk. 

Mine kommentarer
-Tabet af hvilkeforbrænding er nogenlunde det samme som set i andre studier med samme størrelse vægttab. 

– Den gode nyhed er, at de hormonelle forandringer ser ud til at vende tilbage til normalen efter nogle uger i energibalance. Faldet i hvileforbrændingen som følge af tabt fedt og evt. muskelmasse kan man ikke gøre noget ved såfremt, at man holder vægten (man kan dog øge muskelmassen efterfølgende).

-Studiet støtter også op om resten af litteraturen på området mht. forbrændingen IKKE går i stå ved lav-kalorie-diæter og at nedgangen i hvileforbrændingen ved den størrelse vægttab og tilgang ikke er store. Jeg vil dog ikke selv anbefale nogen at spise/drikke så få kcals bl.a. pga. den lave mængde næringsstoffer og at det typisk er sværere at holde. 

-I denne undersøgelse og mange andre opgiver de kun gennemsnittet dvs. at evt. større individuelle forskelle ikke kommer frem. Nogle bliver selvfølgelig hårdere ramt end andre og omvendt. Størrelsesorden på det kender man (mig bekendt) ikke. 

-De kigger kun på fald i hvileforbrændingen, men der findes studier der indikerer, at hvis vægttabet bliver tilstrækkelig stort (>10%) vil der også være en signifikant nedgang i forbrændingen under træning. 

-Det sidste ord i denne sag er ikke sagt bl.a. fordi at der ikke er lavet særlig mange undersøgelser på området og bl.a. fordi at tal fra “The Biggest Loser”-studiet viser det modsatte, men her var vægttabet en del større og det fysiske aktivitetsniveau var meget højt – måske “for højt”. Et meget højt fysisk aktivitetsniveau kan måske (og KUN måske) i sig selv give et et ekstra fald i hvileforbrændingen (som en form for kompensation). 

-I den norske undersøgelse trænede de ikke. Træning kan dog vær med til at holde på muskelmassen og dermed minimere tabet af forbrænding.

Ref. Am J Clin Nutr 2020;00:1–7.