Julenudging – den smarte vej til en lettere jul
Julemåneden kan for de fleste udvikle sig til en lang forhindringsbane for at holde vægten, så derfor har diætist Stine Junge Albrechtsen lavet ni tips at komme “lettere” igennem julen:
1. Smid frugt og grønt ind på bordet
De arrangementer, hvor det er muligt, bidrager du selv med frugt og grønt. Tag klementiner, appelsiner, friske salater med rødkål eller grønkål med, så man stadig kan spise masser af frugt og grønt til sit måltid.
2. Man behøver ikke drikke ud eller spise helt op
Lad en lille sjat være i dit øl-, sodavands- eller vinglas, så du ikke fristes til at fylde på eller få skænket op. Det samme gælder med en bid æbleskive eller ½ stykke konfekt. Så er det nemmere at sige nej tak, jeg har allerede, når der bydes mere.
3. Tag små skåle, tallerkener eller glas
Når du sætter søde sager på bordet, så undgå de store serveringer. Sæt små desserttallerkener eller små skåle frem, så selv få småkager eller 2 æbleskiver ser lækkert ud og ikke ligner en halv portion.
4. Køb få, men gode ting
INGEN kan styre mængder hvis der er 8 småkager at vælge imellem. Så servér en eller 2 slags. Så bliver man lettere træt af smagen og skal ikke prøve dem alle.
5. Læg fysisk aktivitet ind alle steder det er muligt
Prøv at få sjove aktive elementer ind i arrangementerne. Træn jeres bedste moves til turen rundt om juletræet, mød hinanden til en god, lang gåtur inden maden eller lav en jagt efter julehjerter med lommelygter i haven eller nærliggende naturområder.
6. Portionsanret og køb ting, der skaber synlig opmærksomhed på mængde
En chokolade i papir gør dig bevidst om at den er spist, mens ingen kan huske om de tog 3 eller 4 gange pebernødder. Prøv i stedet for at smide alt på et fad at hælde små mængder op i en pæn papirform (fx til at bage muffins i) eller på en lille skål eller et lille fad. Emballage og tydelige opdelinger af portioner får os til at stoppe op i stedet for bare at spise løs. Lige som mængden af skåle er tydeligt, når man spiser ”running sushi”.
7. Gør vejen til mad og snacks besværlig
Jo tættere du sidder på skålen, jo mere spiser du. Så sæt skålene langt væk, så du skal bede om at få den rakt eller sæt dig langt væk fra fadet med din livret. Hvor du placerer dig i forhold til skålen/fadet, vil være afgørende for hvor fristet du bliver og hvor meget, du tager.
8. Tænk over hvilken plads, du vælger
Hvis der er buffet til et stort arrangement, så sæt dig hvor du ikke kan se buffeten hele tiden.
9. Book pauser i din kalender
Husk at lægge ”mig-tid” ind. Hvis du kan se, der er mange aftaler i kalender allerede, så sørg for at lægge tid ind, hvor du kan restituere og få gået en tur eller taget en tiltrængt lur. Vi spiser mere, når vi sover for lidt eller er stressede.