Øg din springhøjde med vægtveste
Som sportsmand eller kvinde er man hele tiden på jagt efter træningsmetoder, der kan forbedre ens præstationsevne. Springtræning (plyometrisk træning) har ikke overraskende vist sig at være et effektivt redskab til øge ens evne til at springe. Men hvad sker der med resultaterne, hvis man øger belastningen i springtræningen med f.eks. en vægtvest? Det har en Tunesisk og Italiensk forskergruppe set nærmere på.
Undersøgelsen
27 basketballspillere blev inddelt i tre grupper:
Gruppe 1: lavede springtræning med egen kropsvægt
Gruppe 2: lavede springtræning med ekstra belastning (vægtvest med 10-11% af kropsvægten)
Gruppe 3: var kontrolgruppe – altså ingen springtræning
De trænede progressiv i 10 uger. Se programmet på nedenstående billede.
Begge grupper (1+2) der lavede springtræning forbedrede deres evne til at springe, men den gruppe der brugte ekstra belastning (10-11% af kropsvægten) fik de største fremskridt. Eksempelvis forbedrede gruppe 1 og 2 i gennemsnit deres counter movement jump med henholdsvis 3,1 cm og 5,34 cm. Umiddelbart virker det ikke af meget, men man skal tænke på, at forsøgspersonerne som følge af deres sportsgren og træning gennem mange år i forvejen er god til at springe.
Et par kommentarer
På baggrund af resultaterne fra ovennævnte undersøgelser, tyder det på at f.eks. elitebasketballspillere kan have gavn af benytte sig af ekstra belastning i forbindelse med deres spring/plyometrisketræning. Bemærk venligst at undersøgelsen er lavet på elite basketballspillere som er vant til at springe og lave springtræning. De har måske brug for et større ”stimuli” hvis de skal forbedre deres springfysik. Jeg er ikke sikker på, at de ville kunne se samme forskel på utrænede personer. Desuden ville skadesrisikoen nok være for stor for den målgruppe.
For detaljer: J Strength Cond Res 24(11):p2955, 2010
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!